Vi står lige nu i en situation, som ingen af os har prøvet før: Vi skal tilbage til den spanske syge i 1918 for at finde en situation, der hvad angår epidemien, kan sammenlignes med det, vi står over for i dag. Og så voldsomme indgreb i vores hverdag og samfundsliv som dem, regeringen melder ud i disse dage, er det jo kun de, der har erindringer om besættelsen, der har oplevet.
Hamstringer af toiletpapir fylder meget i vores hovedrystende småsnak med hinanden, men samtidig blev det allerede her i de første dage klart, at vores fællesskab er så meget stærkere end det. For vi har taget formaningerne til os, og vi gør, hvad vi kan, hvor vi nu er, for at få hverdagen til at hænge sammen på de nye måder, der lige nu er nødvendige. Også selvom det umiddelbart går imod vores instinkter. Statsministeren ramte hovedet på sømmet, synes jeg, med ordene om, at nok skal vi handle, men vi skal ikke handle overdrevent ind, og at vi skal vise sammenhold ved at holde afstand.
I krisesituationer er det første, der falder os naturligt, at søge sammen, det er at være der for hinanden, også rent fysisk – og det er altså alt det, vi lige nu netop ikke må. For af hensyn til vore svageste – og de, der skal passe vore svageste – må vi holde fysisk afstand. Men det er jo ikke det samme, som at vi ikke kan og skal være der for hinanden: Vi må ringe sammen, vi kan skrive sammen og vi kan vise hinanden omsorg med praktiske gøremål – men samtidig skal vi hele tiden være opmærksomme på, at der er nogle af os, der simpelthen ikke kan tåle, at vi lige nu kommer for tæt på.
For mit egent vedkommende, så havde jeg da aldrig, i et efterhånden halvlangt præsteliv, forestillet mig, at den måde, kirken bedst kan være til stede midt i en krise, der griber ind i alles liv – at det netop er ved at lukke kirkedøren, helt bogstaveligt. Men sådan må det være i en overgang. Fordi vi ikke kan tage ansvaret for at udsætte nogen – og da slet ikke de svageste blandt os – for en smitte, som vi ikke har nogen behandling imod.
Derfor er de retningslinjer, vi har fået som præster og menighedsråd, at al aktivitet, hvor mennesker samles – gudstjenester, kirkelige handlinger, undervisning, sognearrangementer og møder – er lukket ned foreløbig marts måned ud. Konfirmanderne og deres forældre vil selvfølgelig få nærmere besked, når vi ved mere om, hvor vi står – heldigvis er der jo endnu et par måneder til. Begravelser og bisættelser er der nærmere regler for, som vi i hvert enkelt tilfælde skal tage stilling til. Så i det spørgsmål – og i alle andre – gælder, at I selvfølgelig ringer eller mailer til mig, og så tager vi stilling til det.
Næstekærlighed er helt grundlæggende for vores tro. Og i denne tid slås det fast, at næstekærlighed ikke kun handler om følelser, men faktisk især om handlinger: Det er at leve sit liv – helt ned i hverdagens små detaljer – på en sådan måde, at vi tager ansvar for vores medmenneskes ve og vel.
Med mange varme tanker til jer alle lige nu, hvor bekymring og usikkerhed fylder meget,
Sognepræst
Christine Alexandersson